Pandora: Vi skal tilbage til rødderne

Pandoras smykker er blevet for dyre. Det holder kunderne væk, specielt i en tid med langt større prisfokus. Nu skal koncernen tilbage til rødderne.

(Foto: Linda Henriksen © Scanpix)

Prisen på Pandora-smykker er steget med 15 procent på to år, og det har sendt salget markant ned. Bestyrelsesformand Allan Leighton bebuder et stop for prisforhøjelser i 2011 og 2012.

- Vi er bygget på, at vi er "affordable luxury". Men vi har flyttet os væk fra det gennem vores prisforhøjelser. Derfor passer vi ikke længere til vores målgruppe, siger bestyrelsesformand Allan Leighton.

- Nu skal vi vende tilbage til, hvem vi er, siger han på en telekonference i dag efter virksomhedens choknedjustering.

Charms stadig populære

Allan Leighton vurderer, at kunderne stadig elsker Charms-armbånd. Men koncernen har skubbet kunderne væk ved for høje priser.

- Al feedback vi får fra steder som Facebook og anden direkte kundekontakt er, at de elsker produktet. Det er min stråle af håb. Men vi har priset det væk fra dem, siger Allan Leighton.

- Samtidig har vores konkurrenter, der leverer enten noget lignende eller et produkt, som kunden ville bruge de samme penge på, været meget smartere med deres markedsføring.

Folk skal levere

I forbindelse med Pandoras nedjustering har Mikkel Vendelin Olesen fået sparket som direktør for Pandora.

Han har simpelthen ikke været god nok, siger bestyrelsesformand Allan Leighton.

- Vi ofrer ikke folk. Men folk skal levere. Det er direktørens ansvar, at firmaet leverer. Hvis han ikke løser den opgave, så er det dette her, der sker, sagde Allan Leighton.

Læs også

  1. Pandora slagtet på fondsbørsen
  2. Pandora fyrer topchef efter nedjustering
  3. Smykker i små stykker er fremtiden